Fra Østjyllands Postcenters personaleblad “ARC’aden”
ROCK I FRIHEDEN
ANDERS AND FRIENDS PÅ LANDEVEJEN!
Af Søren Thygesen Kristensen.
Fredag aften. It's show time. Dum, dá da da dum - dum, dáda da dum, lyder de første tunge toner fra Hans Henriks bas. Gudskelov tænker jeg. Endelig nogen der spiller den rigtige udgave af Springsteens "Fire". Den Robert Gordon med blandt andre legendariske Link Wray og Billy Cross indspillede i New York i december 1977. Altså før the PointerSisters udvandede den til ordinær pop. Anders And Friends er "på".
FACTS
Anders, som spiller lead guitar, er fra bladafdelingen her i Østjyllands Postcenter. Og vennerne Hans Henrik, bas, og Ovesen, trommer, er fra samme afdeling. Endnu en Henrik, rytme guitar, kommer fra centerets teknik afdeling. Og Kim, gruppens udefrakommende, er sanger. Sammen udgør de altså Anders And Friends.
FORBEREDELSEN
Torsdag aften øver gruppen fredagens program i et lånt lokale på Harlev skole. Og sætlisten, som programmet hedder, sniger sig op på godt 50 numre.
Imponerende, tænker jeg, at sådan en flok amatører kan gå ud og spille i 3-4 timer uden at behøve at gentage et eneste nummer. Det lover godt.
Fredag eftermiddag mødes gruppen igen i Harlev. Man er nemlig sine egne roadier og må derfor slæbe alt „grejet" selv. Dog er Ovesen ikke med.
Han passer sit arbejde i centeret. I stedet er Kims kone Jane med. Hvilket hun nu for øvrigt er stort set hver gang, gruppen er ude at spille. Hun fungerer nemlig som „lydtekniker".
Da alt er pakket, går turen tilbage til Århus i sne og sjap. Vi er nemlig midt i december.
Målet for aftenens optræden er Restaurant Friheden i TivoliFriheden, hvor fem forskellige julefrokoster er samlet under samme tag. Gruppen har aldrig prøvet at spille for sådan en forsamling før, så den har, på trods af årstiden, sommerfugle i maven.
Efter at have stillet "grejet" op og fået indstillet lyden rinder de sidste timer af eftermiddagen ud. Det er på tide at komme hjem og få lidt at spise og en time på øjet. Man enes derfor om at mødes igen ved 21 tiden. Gruppen skal nemlig "på" klokken22.
VENTETID
Da vi ankommer til Friheden igen, er hele forlystelsesetablissementet klædt i hvidt. Og krofatter har rigtigt sørget for at idyllen er i top. Han har nemlig tændt fakler hele vejen fra indkørselen hen til restauranten. Det er næsten for godt til at være sandt, og vi føler os nærmest hensat til de schweiziske alper.
Men det her er Danmark, Århus, og jeg kan mærke, at sommerfuglene har angrebet gruppen igen.
Indenfor i restauranten bliver det ikke bedre. For hos de forskellige julefrokoster er humøret ved at være rimeligt overstadigt, hvilket selvfølgelig er godt; men det betyder også, at klokken får lov at passere 22uden at Anders And Friends har løsnet en tone. Først omkring 22.30 kan de komme i gang, og sommerfuglene har nu sat et massivt angreb ind.
KONCERTEN
Men da først de der "dum, dá da da dum - dum, dá da da dum" toner har lydt, er al spænding og nervøsitet væk.
Gulvet fyldes af danseglade par, for alle kender jo melodien. Og da Shu-bi-dua's "Fed rock" som det næste nummer indledes med en ordentlig gang riv i guitarstrengene er alle bare helt med. Især da der midt i nummeret fyres en fed guitarsolo af.
Det her tegner godt, tænker jeg. Og det på trods af, at jeg inden koncerten har været nervøs for, om gruppens program indeholder for mange deciderede rocknumre til en julefrokost.
HANS HENRIK
De andre i gruppen kalder ham for snakkedyret, og efterhånden som første sæt skrider frem, forstår jeg hvorfor. Hans Henrik har nemlig en ubændig trang til absolut at ville snakke til
publikum og det mellem hvert nummer. Men heldigvis er der ikke rigtig nogen, som tager notits af det. Publikum vil bare have musik, og det får de så."Bad Moon Rising", "Summer of '69", "Dancing in the Dark", "Proud Mary" og en fed udgave af Poul Krebs' og Henning Stærks "Sweetheart" tilsatrigtig doo-wop kor, så man skulle tro at vi stadig var i nittenhalvtredserne. Men især sættets sidste nummer tager kegler: Johnny B. Goode forfuld udblæsning med soli af både Anders og Henrik. Chuck Berry kan ikke gøre det bedre selv.
ANDET SÆT OG OVESEN
Efter en pause og en øl fortsætter andet sæt, hvor første slap. The Rolling Stones' "(I Can't Get No) Satisfaction" og John Fogerty's "Rockin' All over the World" fylder endnu en gang gulvet, og julefrokostdeltagerne skråler med i vilden sky.
Under "Satisfaction" kommer jeg ubevidst til at tænke på Stones' trommeslager Charlie Watts. Der er en vis lighed mellem ham og Ovesen. De spiller begge enkelt men effektivt og lægger en god bund for de andre musikere. Og så er også de ældste i deres grupper.
HOLDER STEMMEN OG KONDIEN TIL
TREDJE SÆT?
I pausen mellem andet og tredje sæt er både Kim og Ovesen bekymrede.
Kim er belastet af en grim forkølelse, og stemmen er derfor ved at være godt slidt. Ovesen er træt; men han har jo også været i gang siden morgenstunden.
De andre i gruppen får dog sat dem op igen, og da tredje sæt når til J.J. Cale's "Cocaine", virker alle som om, de kunne fortsætte hele natten. Det får de dog ikke lov til. For krofatter mener absolut, at de skal stoppe klokken 2, hvilket for øvrigt også var aftalen fra starten.
Men det betyder, at de ikke når at slutte af med den obligatoriske sjæler, og heldigvis for det. Sidste nummer bliver den gamle standard "Whisky in the Jar", og den cykler bare derudaf for alle "rockgardiner".
Meget bedre end at slutte med en flad sjæler. Og publikum har da også svært ved at tro, at der ikke kommer mere. Men ak.
EFTERSPIL
Efter koncerten sidder vi over "skrub af suppen" og bliver på godt jysk enige om, at den optræden kunne de da vist godt være bekendt. Og så nåede de endda kun at spille 36 af de 54 programsatte numre.
Så for egen regning vil jeg gerne anbefale Anders And Friends, hvis der er nogen i centeret, som skulle få den glimrende ide at hyre levende musik til næste julefrokost. Det er sgu noget mere inspirerende end en død jukeboks.